|
Sparekassen Farsø har vokseværk. Et skarpt hjørne på 100 medarbejdere blev rundet i december, økonomien er vokset med over en tredjedel og årets resultat er næsten 50 pct. bedre end det hidtidige rekordår i 2004.
Den danske økonomi strutter af sundhed i disse år, og Sparekassens Farsøs kunder er generelt ingen undtagelse fra den tendens.
Omlægninger af boliglån, en større investeringslyst og stigende opsparing til pensionen hos sparekassens kunder har givet genlyd i det netop offentliggjorte årsregnskab for 2005.
Dermed kan Sparekassen fejre sin 129-års fødselsdag med et rekordregnskab.
Resultatet før skat er landet på historiske 36,6 millioner kroner – en stigning på næsten 50 pct. i forhold til rekordåret 2004. Der strømmer da også markant flere penge gennem Sparekassen end nogensinde før. Det samlede forretningsomfang – summen af indlån, udlån og garantier – har taget et kvantespring og rundede hele 4 milliarder kroner i 2005 mod ”kun” godt 3 milliarder kroner året før.
Ingen højere priser Sparekassens direktør, Mogens Jensen, forklarer den høje vækst med kundernes øgede brug af Sparekassens ydelser.
”Det bemærkelsesværdige er, at vi i mange år ikke har forhøjet et eneste gebyr, og vi har dermed ikke øget overskuddet på højere priser. Men vores kunder har generelt en sund økonomi og investeringslyst i disse år, hvilket bl.a. giver udslag i markant voksende ind- og udlån hos os, som så aflejrer sig i vores indtjening,” siger han.
Og da Sparekassen Farsø ikke har nogen aktionærer, som pengene skal sendes retur til, går det øgede overskud i stedet til at støtte op om Sparekassens grundlæggende idé – nemlig at sætte ting i sving.
Sparekassen har således valgt at bruge en del af sit overskud på at støtte iværksættere og innovatører med billige – eller gratis – lån. Det har så betydet, at posten tab- og hensættelser, som normalt er lav i gode tider, har fået et nøk opad.
”Vi har investeret en del kapital i lokale iværksætter-virksomheder, hvor vores risiko er større end normalt. Men det er udelukkende positivt, at vi har et råderum til at støtte op om nye initiativer i disse år, hvor forudsætningen for fremtidens vækst og indtjening skabes – både hos virksomhederne, lokalsamfundet og sparekassen.” siger Mogens Jensen.
Rekord i tilfredse kunder I en kundeundersøgelse i september måned 2005 kunne sparekassen samtidig glæde sig over at sætte rekord i kundetilfredshed.
Kundeundersøgelsen - foretaget af Finanssektorens Uddannelsescenter og Markedsconsult - viste, at hele 98 pct. af sparekassens kunder er tilfredse med den personlige rådgivning og service, de får i Sparekassen.
Sparekassen står da også med et positivt problem i lokalområdet, nemlig at det er svært at skaffe flere nye kunder her. De nye kunder er primært kommet i hus via afdelingerne i Ålborg, Viborg og Århus.
Datterselskaber Sparekassens datterselskab - Finanshuset i Ålborg er på to år vokset fra 6 til 14 medarbejdere, og båret frem af specielt pantebrevs- og udlånsvirksomhed gik man her over budgettet med et resultat sidste år på 4.8 mio. kr. før skat.
Ejendomsmæglerselskabet De Aktive Mæglere har også skabt et meget flot resultat i 2005.
Og samtidig glæder vi os over, at datterselskaberne gennem deres mange kundekontakter også tilfører Sparekassen såvel nye kunder som nye forretninger.
Medarbejdere Derudover rundede Sparekassen Farsø i december et skarpt hjørne. Her blev medarbejder nummer 100 nemlig ansat - og i øjeblikket søger sparekassen to-tre rådgivere.
Forventninger 2006 Mogens Jensens anslår, at 2006-regnskabet vil lande omkring samme niveau for 2005. Samtidig forventer han endnu et godt økonomisk år for danskerne.
”2006 bliver et godt forbrugsår. Måske med stagnerende huspriser her og der – men også flere stigninger. Og ud fra de virksomhedsregnskaber og fremtidsplaner, som virksomhederne fremlægger for tiden, så buldrer det jo nærmest derudad. Jeg tror derfor også, at beskæftigelsen i vores område vil blive endnu bedre, end den er i dag,” siger Mogens Jensen.
| Drift | 2005 | 2004 | Ændering i beløb | Ændring i % | | Netto rente- og gebyrindtægter | 92,8 | 87,5 | +5,3 | +6,0 % | | Kursreguleringer | +13,7 | -1,9 | +15,6 | - | | Andre driftomkostninger | +1,4 | +1,2 | +0,2 | +14,4 % | | Omkostninger | -65,0 | -55,4 | +9,6 | +17,3 % | | Tab og hensættelser | -9,7 | -8,8 | +0,9 | +10,1 % | | Datterselskaber | +3,5 | +2,5 | +1,0 | +38,7 % | | Resultat før skat | 36,6 | 25,1 | +11,5 | +46,1 % | | Skat | 8,4 | 4,7 | +3,7 | +80,1 % | | Resultat | 28,2 | 20,4 | +7,8 | 38,2 % |
| Balance | 2005 | 2004 | Ændring i beløb | Ændring i % | | Udlån | 1.558,2 | 1.127,0 | +431,2 | +38,3 % | | Indlån | 1.620,8 | 1.136,9 | +483,9 | +42,6 % | | Egenkapital | 272,0 | 240,3 | +31,7 | +13,2 % | | Balance | 2.276,1 | 1.621,8 | +654,3 | +40,3 % | | Garantier | 977,1 | 760,9 | +216,2 | +28,4 % |
|